Det skal du gøre, hvis du har mistanke om drugrape

Berlingske tidende d. 1/9-2020

I 2019 var der ved hver femte voldtægt hos Center for Seksuelle Overgreb mistanke om drugrape. Her er, hvad du skal gøre, hvis du tror, at du er blevet udsat for drugrape.

Flere timer fra aftenen og natten forinden forbliver erindringsløse. Tilstanden stemmer ikke overens med alkoholindtaget, og underlivet gør ondt. En foruroligende mistanke om ufrivillig sex nager.

Dét er ikke et usandsynligt scenarie. For ved hver femte voldtægt anmeldt hos Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet er der mistanke om drugrape. Drugrape dækker over en voldtægt eller et voldtægtsforsøg, der har fundet sted uden ofrets viden, idet gerningsmanden har tilsat et ofte narkotisk stof til eksempelvis ofrets drink. Drugrape rammer bredt i flere aldersgrupper.

Her følger råd og vejledning til at mindske risikoen for at blive bedøvet, og hvad du skal gøre, hvis du har mistanke om, at du er blevet udsat for drugrape.

I byen:

  • Tag aldrig imod drinks fra fremmede – medmindre du ser drinken blive hældt op, eller det er en uåbnet genstand som eksempelvis en dåseøl.
  • Drik kun, hvad du selv eller dine venner har købt eller medbragt.
  • Stil aldrig din drik fra dig.

Kilde: Center for Seksuelle Overgreb

 

Tegn på ufrivilligt indtag af stoffer:

  • Kraftesløs og bevidstløs adfærd eller modsat meget energisk og hyperaktiv.
  • Udtalt hukommelsestab for episoden.
  • Tilstand, der ikke stemmer overens med mængden af indtaget alkohol.
  • Urolig, impulsiv eller overoptimistisk.
  • Hallucinationer.
  • Følelsesløshed i læber og tunge.
  • Følelse af at være stærkt beruset eller meget træt.
  • Overdrevne seksuelle lyster, der ikke stemmer overens med normal opførsel.

Kilde: Joan-Søstrene

 

FAKTA

Ofte anvendte stoffer ved drugrape

  • GHB (fantasy)
  • Rohypnol (også kendt som »date rape drug«)
  • Ketamin (bedøvelsesmiddel)
  • Kokain
  • Sovemidler
  • Morfin
  • Cannabis/hash

Kilde: Joan-Søstrene

 

Ved mistanke om drugrape:

  • Hvis du ønsker at anmelde episoden til politiet, skal du ringe 114. Politiet vil dernæst tage dig ind til afhøring. Hvis du er i tvivl, om du vil politianmelde, kan du ringe til Center for Seksuelle Overgreb eller Center for Voldtægtsofre i det område, hvor du bor. De kan give råd og vejledning.
  • Det er vigtigt, at du ikke tager bad, at du undgår at vaske hænder og at tørre dig forneden med papir efter overgrebet, da du ellers fjerner potentielle bevismaterialer. Hvis du vil skifte tøj, kan du medbringe det tøj, du havde på, i en papirpose til Center for Seksuelle Overgreb eller politiet.
  • Den første vandladning efter episoden er den vigtigste, da spor efter stoffet forsvinder hurtigt fra kroppen. Hvis du ikke kan holde dig, er det muligt at gemme urinen i en lukket beholder og medbringe den til tjek.
  • Det er kun Retsmedicinsk Institut, der analyserer blod, urin eller hår. Det kræver en politianmeldelse, da de kun foretager analyserne på begæring fra politiet. En test fra en skadestue er usikker og måler kun få typer narkotika. Testen er heller ikke juridisk gyldig.
  • I tilfælde, hvor man er i tvivl om anmeldelse, opbevares prøverne i tre måneder til et år. Hvis man senere ønsker at anmelde, bliver de afleveret til Retsmedicinsk Institut, hvor de kan blive analyseret.
  • Hvis man først efter en længere periode ønsker at anmelde episoden, kan politiet i nogle tilfælde vurdere det relevant at tage en hårprøve. Hårprøven kan i nogle tilfælde vise, om man har fået stoffer tidligere.

Kilder: Center for Seksuelle Overgreb og politiet

 

FAKTA

Center for Voldtægtsofre

Center for Voldtægtsofre har ni afdelinger fordelt i hele landet. De har døgnåbent, hvor du altid kan kontakte dem på tlf. 78 46 35 43.

  • Aalborg
  • Aarhus
  • Herning
  • Kolding
  • Odense
  • Nykøbing Falster
  • Holbæk
  • Hillerød
  • København

Vil du vide mere om centrene, og hvad de kan hjælpe med, kan du læse mere