Kan kvinder gennem den rigtige træning og videnstilegnelse reducere risikoen for sexovergreb? Og nytter det egentlig at gøre modstand, hvis man kan? Svarene er klart ja til begge dele.
I løbet af sommeren har der i pressen samt på sociale medier kørt en til tider heftig debat omkring især kvinders manglende mulighed/evne til at gøre modstand i forbindelse med seksuelle overgreb, især pga. fryserefleksen.
Spørgsmålene omkring fryserefleksen er stadig dybt tabuiserede og kontroversielle, og de leder stort set altid til anklager om ”victim blaming”.
Det handler dog på ingen måde om, hvad et konkret individ burde have gjort anderledes, eller at ofret bærer en del af skylden. Det er ALTID gerningsmandens skyld!
Derfor er det også vigtigt at understrege, at kvinder, som f.eks. fryser, intet har gjort galt. Ikke at kæmpe imod, eller ikke at sige fra, er ikke en form for samtykke eller frivillig deltagelse i en seksuel handling. At fryse er en normal og typisk reaktion på fare. Det er hjernes mest desperate forsøg på at overleve i en situation præget af en perception af overvældende fare med meget højt stressniveau. Selv om man gerne vil skrige, sparke eller løbe, sikrer vores krybdyrhjerne, at vores muskler fryser, fordi millioner af års evolution siger, at fryse-reaktionen er den sikreste respons, og det er utrolig svært at tilsidesætte kroppens naturlige reaktion i øjeblikket/situationen.
Selv om kvinden ikke nødvendigvis er i livsfare i en situation, så kan hjernen og kroppen reagere på præcis samme måde.
Mange mennesker har hørt om kamp- eller flugtresponsen, men færre har hørt om frysereaktionen. Og for mange mennesker virker det bare som et fancy ord for ikke at gøre noget, men fryserreaktionen er som nævnt meget, meget mere end passivitet. Kvinder, der fryser, har intet valg. De gjorde hvad de kunne i den pågældende situation ud fra den viden og de værktøjer, de havde på tidspunktet. Og selv hvis de kunne, er det stadig gerningsmandens skyld.
Den manglende viden om tilstanden har desværre efterladt en masse piger og kvinder med følelser af skyld og skam over ikke at have gjort noget eller nok for at have afværget situationen.
Desværre kan flere af udmeldingerne i debatten efterlade piger og kvinder med den tro, at de slet intet kan gøre for at undgå at fryse forud for eller i forbindelse med et overgreb/overfald, og pludselig kan det at fryse blive en foretrukken måde at reagere på, hvilket ikke er hensigtsmæssigt i forhold til, hvor stor betydning, det beviseligt har, hvis man kan gøre modstand eller handle på andre måder. Undersøgelser viser, at kvinder, der havde frosset i forbindelse med overgreb, havde sværere psykiske eftervirkninger end de kvinder, der havde gjort en form for modstand
Via viden og træning kan man deaktivere frysereaktionen og derved reagere på mere nyttige måder, når ens liv ikke er på spil.
Det er også vigtigt at fremhæve, at det hver dag lykkedes masser af piger og kvinder at sige fra og gøre modstand i mange forskellige krænkelses- og overgrebs situationer. De flygter, kæmper og gør modstand på mange forskellige måder, der virker.
I Berlingske Tidende den 8/8-2021 blev privatpraktiserende psykolog, Signe Hegestrand forespurgt, om man kan træne sig ud af fryserefleksen, hvilket hun svarer nej til.
På opfølgningsspørgsmålet: ”Hvad hvis man lærer børn det? Eller lærer dem kampsport, hvor man lærer nogle andre reflekser?”, svarer psykologen: ” Man kan godt træne kampsport, så man kan slå igen. Men selv trænede soldater, der har været i kamp, oplever at fryse”.
Psykologen tager fejl, når hun udtaler, at man ikke kan træne sig ud af fryserefleksen, og hun modsiger sig selv, når hun efterfølgende udtaler, at man KAN lære at slå igen, hvis man træner kampsport. At slå igen er i den grad det modsatte af at fryse, og ofre for et ”almindeligt” overfald – uanset køn – kan opleve samme høj grad af fare og stress, som ofre fra andre typer af overgreb.
Det kan lade sig gøre at træne hjernen/kroppen til at reagere anderledes.
Selvforsvarstræning er et eksempel. I starten vil mange opleve, at de faktisk fryser i en øvelsessituation, hvor de udsættes for stress, men ved at træne scenariet igen og igen, vil stressniveauet blive lavere og med træningen vil man med tiden erstatte reflekser – f.eks. fryserefleksen.
Idet stressniveauet er lavere, kan man stadig bruge storhjernens kognitive evner, og derved analysere en situation bedre og træffe nogle bevidste valg, der kan omsættes til effektive handlinger/strategier i form af forskellige former for modstand.
At nogle trænede soldater oplever at fryse i kamp er rigtigt, men rigtig mange soldater fryser ikke i selvsamme livsfarlige situationer, netop fordi de er blevet forberedt og trænet til at kunne agere hensigtsmæssigt i situationen. Det samme er tilfældet med politifolk, der pga. deres uddannelse formår at handle effektivt i selv meget stressede og farlige situationer.
Selv med masser af træning vil nogle politifolk, soldater m.fl. stadig opleve nedsat evne til at handle i farlige situationer, og andre vil stadig kunne fryse og være handlingslammet. Det er ikke unaturligt på nogen måde, men netop denne viden er essentiel ift. at nedsætte risikoen for svære mentale eftervirkninger (bl.a. PTSD). Og selv om nogle stadig risikere at fryse, må det ikke flytte fokus fra, at langt de fleste opnår at agere og handle på et væsentligt højere niveau end uden træning.
At sammenligne soldater i krig og ofre for overgreb i forhold til deres evne til at komme ud af en frys-situation skal udelukkende forstås ud fra princippet om, at det ikke er umuligt at træne sig til et bedre udgangspunkt i en meget stresset og farlig situation.
Det er selvsagt utrolig kompliceret og nærmest umuligt at forberede sig på alle de forskellige former for overgreb, hvor der er risiko for at ”fryse”, f.eks. når der er tale om overgreb, hvor et familiemedlem, en ven, chefen eller fodboldtræneren er gerningsmanden, og hvor frygten for at gøre modstand handler om helt andre ting end frygten for, at situationen skal eskalere voldeligt. Men det er ikke det samme som, at man ikke kan gøre noget for at imødegå krænkende adfærd og overgreb generelt.
Man har i førnævnte debat kunnet læse udtalelser om, at langt de fleste kvinder, der bliver udsat for overgreb, fryser i øjeblikket.
Det er helt sikkert, at mange kvinder oplever at fryse på forskellig vis.
Der er dog forskel på, i hvilke situationer, kvinder typisk fryser (ude/hjemme eller kendt/ukendt gerningsmand). I hvilket grad de fryser. Hvornår i forløbet de fryser (f.eks. efter de har gjort modstand, uden det har påvirket gerningsmanden tilstrækkeligt).
Den eneste undersøgelse, jeg har kunnet finde, bygger på ren statistik, idet der ikke er beskrevet nogen form for sammenhæng mellem årsag og virkning.
Andre undersøgelser har vist, at hver gang en kvinde bliver udsat for en voldtægt, så er der to kvinder, der slipper væk fra deres overgrebsmand ved at gøre modstand på forskellig vis. Denne viden når sjældent nyhedsmedierne, hvilket er ærgerligt, da det kan være med til at give kvinder en tro på, at det kan gøre en forskel at gøre modstand, og at det faktisk også ofte lykkedes for andre kvinder.
De sidste mange år har der været en del forskning i “selvforsvar” mod overgreb. Forskningen viser meget klart, at selvforsvar virker. Ikke altid og ikke i alle situationer. Men det virker. Ligesom sikkerhedsseler.
Det er dog utrolig vigtigt at forstå, at begrebet ”selvforsvar” skal forstås langt bredere end bare fysisk selvforsvar. Modstandstræning, empowerment træning eller modstandsstrategier vil måske dække bedre, men det vil samtidig være fremmede begreber for de fleste.
Fysisk selvforsvar kan og bør være en del af undervisningen, men det meste af træningen bør handle om at vurdere risiko, forstå risikofaktorer, spotte intentioner og faresignaler, kende sine grænser, forbedre sin kommunikation og at lytte til og handle på sine intuitioner.
På http://jocelynhollander.com/…/04/What-Works-final-pdf.pdf kan man læse om flere studier omkring selvforsvarsprogrammet SDIO (Self-Defense from the Inside Out), der bl.a. indeholder disse forskellige vinkler på selvforsvar.
Et studie af viser, at et år efter træningen havde 12% oplevet en eller anden form for seksuelt overgreb. Tallet for kontrolgruppen uden træning var 31%.
I et studie fra 2015 modtog 863 studerende i et forsøg (ca. halvdelen fulgte et andet selvforsvarsprogram end SDIO). Et år senere lavede man en opfølgning.
Antallet af voldtægter var det halve sammenlignet med kontrolgruppen. Andelen, der havde oplevet et voldtægtsforsøg, var på 3,4% modsat 9,3% hos kontrolgruppen. Seksuel tvang 14,5% mod 22,6% hos kontrolgruppen. Uønsket seksuel kontakt var på 25,8% mod 39% hos kontrolgruppen.
Man har også testet det i afrikanske lande. Træning af kenyanske piger viste et fald af voldtægter fra 25% til 9% hos de trænede. Over halvdelen af dem med træning sagde desuden, at de havde anvendt teknikkerne (primært verbale teknikker) til at forhindre et overgreb i at ske.
Samme program i Nairobi bragte antallet af voldtagne ned fra 18% til 11%. Næsten 65% sagde, at de også havde kunnet anvende teknikkerne til at nedbringe anden seksuel chikane.
Studier viser også, at de kvinder, der har modtaget træning, ikke oplever større selvbebrejdelse eller ansvar for at forhindre overgreb. Tværtimod er de om noget endnu mere tilbøjelige til at give overgrebsmændene skylden, og mens kvinderne bliver bedre til at vurdere risiko, stiger deres selvtillid tilsvarende,
Al grænseoverskridende adfærd skal konfronteres af os alle sammen, både som samfund og som individer. Drenge skal opdrages til at opføre sig ordentligt og vise respekt for kvinders grænser. Men uanset indsatsen, vil der altid være mænd, som ikke evner dette. Nogle vil blot være klamme, mens andre vil være direkte farlige.
Men hvordan skal piger og kvinder så forholde sig til dette faktum? Skal de lade som om, at det aldrig kommer til at ske for dem? Eller skal de forberede sig bedst muligt på at spotte, afværge og i sidste ende modstå sexovergreb? Personligt mener jeg det sidste.
Tallene i de mange studier taler for sig selv. Kvinder KAN rent faktisk godt tilegne sig redskaber i form af strategier, situationsbestemt opmærksomhed og fysisk selvforsvar, som kan minimere risikoen for overgreb. Uagtet at det stadig aldrig kan blive kvindens skyld eller ansvar, så er det vigtigt at sprede budskabet, at der er en reel mulighed for selv at være med til at gøre en forskel.
Som instruktør i kvindeselvforsvar føler jeg et stort ansvar for, at min undervisning er så opdateret og evidensbaseret som muligt. Derfor er det også vigtigt for mig, at myter og fejlinformation minimeres.
Nogle mener måske stadig ikke, at fryserefleksen kan minimeres ved træning, men de har forskning og sund fornuft imod sig.
Henrik Frost
Selvforsvarsinstruktør og politibetjent
Indehaver af ForsvarDigSelv.dk